På Riberhus Privatskole ønsker vi at forberede vores elever til de adgangsgivende ungdomsuddannelser, både de gymnasielle og de erhvervsrettede.
I overbygningen, der dækker 7., 8. og 9. & 10. klassetrin, bliver eleverne undervist i de prøveforberedende fag: dansk, matematik, engelsk, tysk, madkundskab og fysik. Eleverne skal desuden vælge linjefag (idræt), hvor de så er sammen på hold dannet på tværs af klasserne.
Vi afholder termins- og årsprøver i flere af fagene for samtlige årgange i overbygningen. Dvs. at man som 7. og 8. klasses elev allerede på et tidligt tidspunkt bliver forberedt på, hvad det vil sige at gå til de obligatoriske afgangsprøver i 9. og 10. klasse. Riberhus Privatskole tilbyder FP9 og FP10.
Vores overbygning rejser også en del. Der arrangeres hvert år introture og dannelsesrejser for de forskellige årgange. På introturene er der fokus på trivsel og sammenhold, mens dannelsesrejserne desuden har fokus på kultur, historie og sprog. Rejsernes destinationer varierer fra år til år, og indtil videre har vi besøgt byer som København, Berlin, Hamborg og Prag.