Uddannelsesstrategi for Riberhus Privatskole 2016-2019

  1. Indledning
  2. Vision og målsætninger
  3. Fokus- og indsatsområder
  4. Individuelle uddannelsesplan

 

  1. Indledning

Formål med Uddannelsesstrategi for Riberhus Privatskole 2016-2019 er at sikre videre- og efteruddannelse samt opkvalificering af personalet, således at samtlige medarbejdere har mulighed for at få del i de midler, der er afsat i uddannelsespuljen. I et udviklingsperspektiv er efter- og videreuddannelse af skolens personale et væsentligt parameter for den fortsat positive udvikling af skolen som fri grundskole.

Nærværende uddannelsesstrategi bygger på skolens tidligere uddannelsesstrategier samt årets Medarbejder Udviklings Samtaler (MUS) kombineret med Partsudvalgets endelige pejlemærker for kompetenceudviklingen på de frie skole, Undervisningsministeriet, april 2014, som således danner rammen for og fungerer som afsæt til dette arbejdspapir. I Medarbejder Indflydelses Organet (MIO) er uddannelsesstrategien blevet diskuteret og følgende fokusområder er blevet udvalgt til opfølgning:

  • Digitale læring
  • Specialundervisning – herunder undervisningsdifferentiering og inklusion
  • Generel kompetenceudvikling

 

  1. Vision og målsætninger

Riberhus Privatskole ønsker at tiltrække og fastholde velkvalificerede lærere, pædagoger samt administrativt og teknisk personale, hvilket er grunden til at videre- og efteruddannelse er et vigtigt parameter for rekruttering og fastholdelse. Riberhus Privatskoles overordnede målsætning er således at sikre, at videre- og efteruddannelse og den generelle kompetenceudvikling bliver tilbudt og modtaget af skolens personale gennem hele ansættelsen, og at den livslange og livsbrede læring skal baseres på individuelle ønsker til gavn for den enkelte og for organisationen som helhed.

Uddannelsesstrategien 2016-2019 understøtter den fortsatte udvikling gennem en stærk prioritering af indsatsområder sammenholdt med de forhåndenværende ressourcer. Nærværende arbejdspapir bygger bro mellem den tidligere uddannelsesstrategi (2012-2016) og den nærværende og peger dermed frem mod en ambitiøs indsats, som kontinuerligt kan være med til at skærpe skolens uddannelsesprofil og tilbud til forældre og elever og derigennem styrke skolen som foretrukket alternativt til de stedlige folkeskoler i Ribe-området.

 

  1. Fokus- og indsatsområder

Som allerede omtalt er fokus- og indsatsområder i nærværende uddannelsesstrategi (2016-2019) digitale læring og anvendelse af digitale hjælpemidler som CD-Ord, Nota etc., et øget fokus på specialundervisningen herunder undervisningsdifferentiering og redskaber til en vellykket inklusionsindsats samt en overordnet, generel kompetenceudvikling.

  • Digitale læring

Med tidligere satsninger på IT-området og den generelle IT-udbredelse er Riberhus Privatskole godt rustet til teknologisk at integrere IT i den daglige undervisning. Forskellige former for teknologianvendelse i undervisningen giver mulighed for en vidtgående differentiering, som både kan støtte de elever, der har brug for det, og udfordre de elever, som har brug for at føle sit tilstrækkeligt udfordret for at kunne udnytte deres fulde potentiale.

Trods et vedvarende fokus på integreringen og forankringen af anvendelse af IT og digitale undervisningsmidler i den daglige undervisning er der lærere ikke føler sig tilstrækkeligt påklædte til at integrere og forankre anvendelsen af IT og digitale undervisningsmidler i den daglige undervisning. For at imødegå den grundlæggende usikkerhed opfordres alle skolens lærere til at øge deres IT-kundskaber gennem fagspecifikke kurser.

  • Specialundervisningsområdet

Skolens lærere oplever i deres daglige undervisning, at der er behov for et vedvarende fokus på specialundervisning og undervisningsdifferentiering, eftersom der fortsat er elever, som har grundlæggende læse-, skrive- og matematikvanskeligheder. Disse vanskeligheder smitter af på de respektive elevers mulighed for og evne til at følge med i dansk og matematik samt andre boglige fag, hvor disse basale færdigheder er en nødvendig forudsætning for den kontinuerlige læringsproces.

Fra ledelsens side ønskes der et vedvarende fokus på videre- og efteruddannelse af de lærere, der varetager skolens specialundervisningstilbud, i daglig tale kaldet Fagligt Løft, således at skolen fremadrettet kan sikre, at lærerne har den fornødne viden til at bidrage til at gøre samtlige elever i stand til at følge den daglige undervisning samt, efter endt skolegang på Riberhus Privatskole, at kunne fortsætte på én af ungdomsuddannelserne.

Skolen har investeret i CD-Ord, og et par af lærerne har været på et introduktionskursus i anvendelse af dette. Det er ønskeligt, at alle lærere har et grundlæggende kendskab til og indsigt i anvendelsen af CD-Ord og andre digitale hjælpemidler, der kan højne kvaliteten af skolens specialundervisningstilbud og forbedre undervisningsdifferentieringen i alle boglige fag på alle klassetrin. Dertil kommer et vedvarende fokus på inklusionen af de elever, der enten fagligt, socialt eller på anden vis er udfordret i den daglige skolegang.

  • Generel kompetenceudvikling

Baseret på diverse udsagn fra årets MUS er der et ønske blandt personalet om adgang til løbende kompetenceudvikling inden for de ansattes respektive fagområder samt mulighed for øget videndeling og –udveksling, hvilket kan tilgodeses gennem deltagelse i fagspecifikke kurser og netværksmøder.

I samarbejde med Sankt Nicolaj, Esbjerg Realskole, Bramming Friskole, Markusskolen og Riberhus Privatskole udbydes to kursusdage i skoleårene 2016, 2017 og 2018 til alle lærere. Kursusdagene i 2016 indeholder kurser og mulighed for videndeling i naturfag, historie, idræt, dansk i indskoling, matematik og uddannelse og job. Kurserne i skoleårene 2017 og 2018 er i skrivende stund endnu ikke fastlagt.

Dertil kommer, at skolens viceskoleleder fortsætter sin påbegyndte Diplomuddannelsen i Ledelse og skolens afdelingsleder er i foråret 2016 påbegyndt sin diplomuddannelse i Ledelse, hvilket vil opkvalificere skolens administration og daglige ledelse.

Øvrige ansatte opfordres til at søge relevante kurser og deltage i det omfang det er muligt.

  1. Individuelle uddannelsesplaner

For at sikre, at kursusønsker til efter- og videreuddannelse samt faglig opkvalificering ligger inden for rammerne af nærværende uddannelsesstrategi, skal de ansatte i forbindelse med årets MUS opstille udviklingsmål og aktiviteter for de kommende år. Når udviklingsmålene og de dertilhørende aktiviteter er godkendt, udarbejder hver enkelt medarbejder en individuel uddannelsesplan, som efter godkendelse danner basis for den ansattes efter- og videreuddannelse i den kommende periode.